CVR-registrering af foreninger
Der eksisterer ikke et krav om, at man som frivillig forening i Danmark skal registrere sig nogen steder. Der findes således ikke en officiel blåstempling eller godkendelse, man som forening skal være i besiddelse af. Som forening skal I dog være opmærksomme på, at I skal have en Nem-konto og være CVR-registreret, hvis I modtager offentlige tilskud, ansætter personale eller er selskabsskattepligtige.
Nem-konto
Når man som forening modtager tilskud fra det offentlige - f.eks. § 18 midler fra kommunen eller puljemidler fra Velfærdsministeriet - bliver pengene indbetalt på en såkaldt Nem-konto.
Nem-konto er det fælles offentlige udbetalingssystem. Alle borgere, virksomheder og foreninger, der modtager offentligt tilskud, skal derfor have en Nem-konto. Du kan læse mere om Nem-konto for foreninger på Nem-kontos hjemmeside.
CVR-registrering
Hvis man som forening opretter en Nem-konto, skal man være registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens CVR-register og have et CVR-nummer. CVR betyder det Centrale Virksomheds Register og er oprettet for fortrinsvist at give virksomheder et "personnummer". CVR-nummeret er et unikt 8- cifret nummer, som alle virksomheder skal være udstyret med.
Da langt de fleste frivillige foreninger på et tidspunkt modtager tilskud fra kommunen eller en anden offentlig instans, er det relevant at lade foreningen CVR-registrere.
Sådan bliver din forening CVR-registreret
For at blive registreret i CVR registeret skal I bruge en digital signatur. Den behøver ikke at tilhøre foreningen, men I kan bruge en af foreningens medlemmers digitale signatur. Hvis I ikke har en digital signatur, kan I bestille en på digitalsignatur.dk.
Selve registreringen foregår via Erhvervs- og Selskabsstyrelsens webreg-portal - her vælger I 'frivillig forening' nederst i menuen "Lynservice".
Du skal være opmærksom på, at hvis du skal oprette eller ændre i oplysninger om din forening i CVR-registret, skal du være tegningsberettiget og kunne underskrive på foreningens vegne, eller du skal have en fuldmagt fra de tegningsberettigede i foreningen.
Husk at registreringen skal fornys en gang om året, sådan at I bekræfter, at foreningen stadig er aktiv. Erhvervs- og Selskabstyrelsens webreg-system sender automatisk en besked om fornyelse til den eller de e-mail adresser, I opgiver ved registreringen.
Du kan læse mere om CVR-registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Du kan læse mere om CVR-registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
